Jacob Andersen


Best Belief (in danish)

Jacob spiller koncerter og skriver til nyt album

Når man sidder overfor Jacob Andersen er det første der slår én den åbenlyst søgende intelligens, der lyser ud af manden. Og dernæst den enorme, næsten rastløse gadedrengsenergi han udstråler. Det fornemmes at han er på vej mod et eller andet, men at hans intention er at nå helskindet frem. Dvs. med sig selv intakt. For det er det bedste han har at tilbyde – sine sange, sin personlighed og sin energi. Og sammenlagt giver det præcis den power, der skal til, hvis man vover at bede om publikums opmærksomhed med nogle meget personlige sange.
Meget er sket, siden Jacob Andersen vandt musikprogrammet ’Stjerne for en aften’ – og publikums hjerter – i 2003. Debutpladen Make It Better har solgt til guld. Han har fået samlet sig et band, der efterhånden har spillet så meget sammen, at det er blevet en solidt fasttømret enhed. Han har rejst land og rige med samme orkester rundt for at præsentere sin musik for et nysgerrigt og sultent publikum. Og er han ind i mellem lige ved at miste jordforbindelsen, minder hverdagene som familiefar på Vesterbro ham om hvorfor han gør det han gør – og hvorfor det er det hele værd.
”Jeg havde nogle andre ambitioner med og parametre for min musik, da jeg var yngre”, forklarer den 34-årige sangskriver. ”Den gang var ’godt håndværk’ et skældsord, alting skulle være kunst. Med stort K. Men det går op for én, at det gode håndværk faktisk gør det muligt at trænge længere ned i selve musikken. Der skal være en balance mellem form og indhold, således de to ting ikke kommer i vejen for hinanden. Man får nogle uvurderlige lektioner af at arbejde med sin musik på fuld tid. Paradoksalt nok kan musik nemlig virke bedøvende, hvis ikke der er en vis alvor i det. Derfor er det også dybt tilfredsstillende, når tingene på det elementære plan fungerer. Og det må man sige de gør på mit ny album, som jeg har kaldt Best Belief, for den er netop lavet ud fra den bedste overbevisning.”
Når Jacob taler om sin næste plade, mærkes det tydeligt, at han har gjort sig rigtig mange tanker om hele processen. Sange, arrangementer, præsentation og produktion er alle størrelser, der er blevet gennemlyst fra alle sider.
”Best Belief er en plade uden slam og glitter. Vi – dvs. min producer Jonas Krag og jeg – har tilstræbt et autentisk lydbillede og det har vi gjort ved konsekvent at underproducere for at nå frem til en form for minimalisme, der giver sangene mest muligt råderum. Vi har ikke været bange for at ’kill our darlings’, tværtimod har vi rask væk fjernet ting fra mixet, hvis ikke deres funktion rakte ud over at agere ornamenter og pynt. Vi har placeret min stemme helt oppe i lydbilledet og brugt færrest mulige effekter på den. Folk, der har vænnet sig til at jeg glad i låget trykker den af, vil måske lige først blive lidt overraskede over at jeg denne gang går mere lavmælt til den, men de fleste vil helt sikkert fange, hvad det er jeg prøver på her. Der er altid en risiko forbundet med at skifte farve på musikken , men som sagt er det gjort ud fra den bedste overbevisning om hvad der er godt for såvel sangene som sangeren. Og jeg er i høj grad stadig en mainstream-kunstner, selvom jeg altså har ændret fokus en smule i denne ombæring.”
”Det er selvfølgelig ikke gået uden sværdslag mellem Jonas Krag og jeg. Nogle gange har vi talt med rigtig store bogstaver til hinanden, men det er kun godt, det slår gnister under den kreative proces. Så hvis det kommer an på slagsmål undervejs, ja, så bliver det her en god plade. Og så har jeg været velsignet med nogle fremragende musikere, der har fået mig til at indse, at hvis det skal skæres rigtigt til og klatten skal ligger der, er de professionelle ikke til at komme udenom. Og så er vi gået efter nogle gamle trædeorgler og andet analogt grej, for at se hvad det kan tilføre musikken. Hvad angår mit vokalarbejde, har vi konsekvent sat sangene en tone ned, hvilket gør tingene mere nærværende og tæt på uden alt for mange af de tricks, jeg stadig mestrer, men denne gang altså har sparet på. Hele vejen igennem har det været den enkelte sang, der har været i centrum og jeg har så primært været dens fødselshjælper.”
”Tematisk kredser sangene om kærlighed, men i en voksen forstand. Altså kærlighedens andet lag, hinsides forelskelsen, men syltet ind i de hverdagstrivialiteter, det er alles lod at kæmpe med og tage stilling til. Hvordan får man kærlighed til at fungere på længere sigt? Hvor mange kompromiser skal man indgå i dens navn? Hvad er pligt, hvad er lyst? Og er nogle folk primært sammen, fordi de er bange for at være alene? Den slags. Inspirationen finder jeg både i mit eget parforhold og i min omgangskreds, thi det interesserer mig at observere hvordan kærligheden trives indenfor de faste rammer, der følger med alderen. Vi er jo ikke bare sat på jorden for at servicere hinanden eller partout ændre sin bedre halvdel. Eller lade sig ændre, for den sags skyld. Hele tiden med den vinkel, at sangenes historier skulle vedkomme andre og række ud over mig selv.”
”Min ønskedrøm er at sælge en masse plader, spille for en masse mennesker og ikke været alt for syltet ind i pressen. Det sidste skyldes mest angst for at komme til at tro på det de skriver (ler). Fordi jeg på sigt ønsker at holde fast i mig selv og fast i mine sange. Få min egen lille butik til at køre tilfredsstillende, kunstnerisk som kommercielt, således jeg kan fordybe mig yderligere i min sangskrivning og have overskuddet til at pleje min knægt og min kæreste. Og lige meget hvad der sker, er det fedeste altså stadig at sidde ude i mit kælderstudie på Amager og mærke en ny sang, der er på vej. Det er det bedste ved det hele. Så er man jo bare skide privilegeret, når man tilmed kan få lov til at indspille den på plade og præsentere den for publikum.”
Slutter Jacob Andersen, der må siges at have fundet en sjælden balancen mellem sin kunst og sit liv, sine ambitioner og muligheder og ikke mindst mellem hvad der siges og måden det siges på.







 
Play Jacob Andersen
Angel In My Sleep
Second Best
Saviours Gate
Newsletter

Press the link to subscribe our newsletter. 

Login
Username

Password

Good Songs Publishing A/S
The Music Business
Organisation - MBO A/S

Enghavevej 40, 4.
1674 Copenhagen V 

Pho: +45 35 20 90 90
Fax: +45 35 20 90 98

Info@goodsongs.dk